»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Weekendavisen,  29/9/2006

Mig og Silvio (Orlando)

Interview. Den italienske instruktør Nanni Morettis seneste film ”Il caimano – Mig og Berlusconi” er slet ikke en film om den tidligere italienske premierminister Silvio Berlusconi. Moretti forklarer hvorfor.

Af JESPER STORGAARD JENSEN

ROM – ”Hvilken undertitel tror I, de har givet Il caimano i Danmark”, spørger Nanni Moretti, halvt drillende og halvt udfordrende, sine to sekretærer i forkontoret. De slår begge ud med armene som tegn på, at de ikke kender svaret. ”Mig og Berlusconi! Hva’ gi’r I? Mig og Berlusconi!”, siger Moretti gentagne gange, samtidig med at han fingerer at slå hovedet ned i den ene sekretærs bordplade som tegn på, at han finde undertitlen alt andet end velvalgt.
I begyndelsen af vort interview, der er blevet afsluttet få minutter forud for sekretærseancen, havde jeg ikke kunnet dy mig for at spørge Moretti, om han kendte den danske titel. Jeg havde i flere interviews i italiensk presse set ham udfolde store anstrengelser for at forklare, at Berlusconis tilstedeværelse i Morettis seneste film, Il caimano (Kaimanen), kun er sekundær.
Jeg afventede derfor spændt hans reaktion, som da heller ikke udeblev. ”Mig og Berlusconi??? Jamen, den titel er jo vildledende. Fuldstændig vildledende”, siger Moretti og rejser sig fra sit skrivebord, kort efter at han har sat sig, samtidig med at han flere gange kører en hånd gennem håret.
Men hvis filmen ikke handler om den tidligere italienske premierminister, mediemogul og massemilliardær, hvad handler den så om?
Bruno Bonomo – spillet af Silvio Orlando, en af Morettis mest benyttede skuespillere – producerer trashede b-film. Nu søger han midler til filmen Columbus’ tilbagevenden. Bruno er gift med Paola, sammen har de to børn, men deres forhold er i krise. Ved en fremvisning af en af Brunos film får han stukket manuskriptet til en film, Il caimano, i hånden, skrevet af en ung, aspirant-instruktør, Teresa. Bruno læser distræt manuskriptet, som han snart fatter interesse for. Han begynder derfor at forestille sig filmen, der handler om en rig forretningsmand, som har opført en mindre by uden for Milano, opfundet et nyt tv-koncept, købt en fodboldklub og ført kapital ud af Italien via suspekte offshore-virksomheder. Først senere går det op for Bruno, til hans store overraskelse, at filmens manuskript er inspireret af Berlusconis liv.
Filmen har således tre parallelle spor: Brunos forhold til sin kone og børn, Bruno og Teresas anstrengelser for at skaffe midler til at påbegynde Il caimano og, endelig, historien der vedrører Berlusconis person.

* * *

SJÆLDENT har der været så megen mediehype omkring premieren på en film i Italien, hvilket, i Il caimano’s tilfælde, formentlig skyldtes to faktorer. For det første havde filmen italiensk premiere blot to uger før det seneste italienske parlamentsvalg i midten af april i år. Det medførte, at en lang række journalister, politikere (særligt på højrefløjen), meningsdannere m.fl. udtalte sig negativt om filmen, vel at mærke uden at kende dens handling. Mange beskyldte Moretti for at gå venstrefløjens ærinde, da det var rygtedes – til trods for Morettis legendariske hemmelighedskræmmeri omkring sine film - at filmen ville stille sig kritisk an i forhold til Berlusconi.
For det andet har Moretti i de seneste ca. fire år formentlig været mere kendt i Italien for sine udenomsparlamentariske – men fuldt ud lovlige – politiske aktiviteter imod Berlusconi-regeringen og dens love, end for sine meritter på det store hvide lærred.
Morettis ”politiske karriere” startede en kold søndag på Piazza Navona i Roms centrum i februar 2002 (otte måneder efter at Berlusconi havde vundet regeringsmagten). På et offentligt vælgermøde for venstrefløjens vælgere befandt han sig pludselig til sin store forbløffelse på podiet med en mikrofon i hånden.
”Med venstrefløjens ledere her bag mig, får vi aldrig den politiske magt tilbage. Der vil gå generationer, før vi atter får chancen for at vippe højrefløjen af pinden”, tornede Moretti ud over en måbende forsamling, samtidig med at et lille dusin af venstrefløjens vigtigste ledere indgående studerede deres skosnuder.
Morettis verbale ørefigen satte en lavine i gang på venstrefløjen. Selvransagelsens time var kommet. Samtidig begyndte det civile samfund på venstrefløjen at tage kampen mod Berlusconi i egen hånd. Uden om de politiske partier. Anført af Moretti og en lille håndfuld intellektuelle.
De arrangerede forskellige former for happenings foran symbolske vigtige bygninger – fx Senatet, RAI (det statslige italienske tv, red.), Parlamentet, undervisningsministeriet – hvor en række fremtrædende personer fra det civile samfund, fx skuespillere, musikere, teaterfolk, forfattere og filmfolk på skift talte dundertale imod Berlusconi-regeringens love foran tusindvis af fremmødte menige italienere
Morettis politiske engagement kulminerede i en megabegivenhed i Rom i foråret 2003, hvor han med støtte fra en række kulturpersonligheder havde arrangeret en protestdemonstration imod Berlusconis formodede forsøg på at lovgive sig ud af sine problemer med det italienske retsvæsen. Knap en million mennesker mødte frem.
Morettis politiske engagement synes nu slut. Han har atter taget plads bag kameraet – og som bekendt også foran det – for at fortsætte den metier, der har gjort ham til en af Italiens mest succesfulde instruktører. Og til venstrefløjens erklærede kæledække.
Den 53-årige Moretti har flere internationale anerkendelser på sit film-CV, fra både Berlin, Venedig og Cannes. Sidstnævntes filmfestival præmierede i 2001 Moretti med ”De gyldne palmer” for den stærke Sønnens værelse.

* * *

MORETTI har netop fået bragt en cappuccino. Han foreslår, at vi laver en stemmeprøve for at checke om min båndoptager virker, inden interviewet går i gang. Når ens blik panorerer rundt i hans kontor, ses fotos af bl.a. Gøg og Gokke, Hitchcock samt sønnen Pietros børnetegninger og et avisudklip med overskriften ”Italiensk tv siger ja til Moretti, men nej til Paven”.

- Vi kom fra filmens danske titel, som måske nok …
”Den er helt misvisende … og vildledende”.
- Hvordan vil De da beskrive filmen?
”Den handler først og fremmest om mødet mellem to personer, som repræsenterer hver deres verden. Det er den unge, aspirerende instruktør, Teresa, og den erfarne instruktør, Bruno. Deres politiske ideer, deres måde at opfatte filmens verden på, ja, sågar deres privatliv er helt forskellige fra hinanden. Og det skaber en interessant dynamik. Det er det første, jeg tænker på, når nogle siger ’beskriv din film’. Filmen er også en hyldest til filmens verden, den indeholde en kærlighedshistorie, og så er det naturligvis også en film om Berlusconi. Men rent kvantitativt har Berlusconi-delen langt mindre vægt i forhold til hovedpersonens privatliv. Det er derfor, jeg finde den danske undertitel vildledende”.
- Alligevel kan man vel ikke komme uden om, at Berlusconi
fylder en del i filmen?
”Jo-jo, det gør han da. Der er den dokumentariske Berlusconi, altså Berlusconi som sig selv. Og så er der Berlusconi, der spilles at tre forskellige skuespillere, på tre forskellige stadier af Brunos film. Den første skuespiller af de tre har en stor fysisk lighed med Berlusconi. Ham valgte jeg, da jeg ønskede, at filmens publikum skal opdage, at Teresas manuskript er bygget op omkring Berlusconi, inden Bruno finder ud af det. Berlusconis tredje ansigt er derimod valgt for at trække al den hårdhed frem, der er i personen Berlusconi. Jeg har hverken villet vise Berlusconis folkloristiske eller groteske side, eller den del af ham, der fortæller vittigheder og begår brølere. Jeg har villet vise den truende attitude Berlusconi udviser i sin måde at føre politik på”.
- En italiensk anmelder har skrevet, at Il caimano er et
øjebliksbillede af Italien. Er det rigtigt?
”Nej, det vil jeg ikke sige. Det er ikke sådan, at jeg følger en fem-års-plan for at vise, at italienerne er på en bestemt måde, eller at en bestemt generation er sådan og sådan. Enhver biografgænger kan se, tygge på og fordøje filmen som han eller hun bedst synes. Men jeg må atter understrege: Det er ikke en politisk film, det er ikke kun en film om Berlusconi”.
- I filmen har en polsk filmproducent en skarp replik i en samtale med Bruno: ’Det italienske folk befinder sig et sted mellem afsky og folklore’. Det lyder som en klar reference til berlusconismen?
”Ja, uden tvivl. Jeg ville have en udenlandsk observatør til at fremsige denne sætning, fordi I udlændinge er langt mere klarsynede end os italienere. Et af problemerne i Italien er, at italienerne efterhånden har vænnet sig til nogle absurde forhold. Visse ting er blevet normale i Italien, men i virkeligheden er de dybt unormale i et demokrati. I nordeuropæiske lande ser man, at en minister træder tilbage, hvis vedkommende fx ikke har betalt arbejdsmarkedsbidrag for en hushjælp. Sådan er det ikke i Italien. Flere italienske politikere har domme for mafiavirksomhed eller korruption, men fortsætter ufortrødent deres parlamentariske aktiviteter. Det er en tendens, som er blevet forstærket under Berlusconi-regeringen, der har reduceret Italien til en moralsk, institutionel, politisk og kulturel ruin. Det vil tage årtier at rette op på de skader Berlusconi har udrettet”.
- I et andet interview har De udtalt, at selv om Berlusconi har tabt den politiske magt til Prodi, har Berlusconi alligevel vundet. Hvad mener De med det?
”Før Berlusconi blev politiker, var han et kulturelt fænomen med sin fodboldklub og sine tre tv-kanaler. I sin fterfølgende ageren på den politiske scene, fandt han en befolkning uden samfundssind, uden sans for hvad staten er, en befolkning, der er overfølsom over for regler og som betragter betaling af skat som en uudholdelig invasion af private forhold. Som politiker – med sin ’nye politik’ - har Berlusconi således spejlet sig i den del af befolkningen, der tænker på samme måde, som han selv gør. Når jeg siger, at Berlusconi har vundet, er det fordi hans mentalitet efterhånden er en del af mange italieneres tankegang og ageren”.
- Il caimano havde premiere i Italien blot to uger før parlamentsvalget i Italien i foråret 2006, altså mens valgkampen var på sit højeste. Det medførte en gigantisk mediedebat, hvor højrefløjen var lodret imod filmens premieretidspunkt. Hvad var Deres syn på den megen polemik?
”Det var en absurd debat, for mange af dem, der udtalte sig inden premieren, havde selv sagt ikke set filmen. På hvilken baggrund udtalte de sig så? Det siger ikke så lidt om vores politiske og journalistiske klasse! Specielt finder jeg hele denne polemik forargelig, når man tager i betragtning, at Berlusconis kanaler bevidst havde fejlinformeret tv-seerne 24 timer i døgnet under samme valgkamp. Desuden glemmer højrefløjen, at jeg i mine foregående ni film ikke har bestilt andet end at gøre grin med og kritisere venstrefløjen”.
- De er kendt som noget af en hemmelighedskræmmer vedr. Deres films handling. Skuespillerne i Il caimano har sågar skullet underskrive en erklæring om, at de ikke ville afsløre filmens indhold inden premieren. Er det markedsføringsstrategi?
”Ja, den historie har været fremme i pressen. Tidligere har disse rygter været falske. Denne gang er de rigtige nok. Men der er ikke tale om en strategi. Det er et spørgsmål om at skaffe sig selv de bedst mulige arbejdsforhold. Det er svært nok i sig selv at lave film. Det ville vaere endnu sværere, hvis man som instruktør konstant skulle gøre rede for filmens udvikling i en skabende fase. I denne film var det specielt vigtigt, at folk ikke vidste, at jeg selv spiller den ene af de tre Berlusconi’er. Noget helt andet er, at jeg personligt holde af ikke at vide noget om de film, jeg går i biografen og ser”.
- Moretti-fans ved, at en del bestemte scener er faste ingredienser i Deres film, fx scener med kager, sko, sang i bilen (der går igen i Il caimano), sport m.v. Hvad er det for en pudsig ’Moretti-mani’, der gør, at De bliver ved med at tage disse scener med i Deres film?
”I begyndelsen af min karriere havde jeg altid skolescener med i mine film, fordi mine forældre var lærere. Der var også en del sportsscener, fordi jeg holder meget af sport. Det er alle ting, der er en del af mit liv og som jeg derfor vælger også at lade indgå i mine film. En stor ændring i Il caimano, i forhold mine tidligere film, er, at jeg ikke selv spille hovedrollen. Det er første gang”.
- I både Kære dagbog og April så man den ”klassiske Moretti”, dvs. legebarnet med masser af skøre påfund og de kendte moretti’ske neuroser, der altid er i egivenhedernes centrum. Sønnens værelse og Il caimano er derimod mere alvorlige film. Er De ved at blive mere ”voksen”?
”Jeg finder de personer, der går rundt og siger ’Jeg har forandret mig fuldstændig, jeg føler mig som en anden’, patetiske. Men hvis mine film har ændret sig siden Sønnens værelse – og det har de måske nok – så er det jo fordi jeg selv har forandret mig. En lille smule. Tidligere sagde jeg, sådan lidt for sjov, at mit mål var at lave den samme film igen og igen, bare endnu bedre en tidligere. Det vil jeg ikke længere sige”.
- Lad os afslutningsvis vende tilbage til filmens danske undertitel. Måske kunne vi finde en titel til dette interview, som kan opveje ”Mig og Berlusconi”?
”Hmm … hvad med ’Mig og Bruno Buonuomo’? Eller måske endnu bedre ’Mig og Silvio’, altså ikke Berlusconi men Orlando”.




 
« Previous Page » top