»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Weekendavisen,  13/4/2007

Frie former

Interview. ”Gennem hele livet har jeg søgt letheden. I valget af materialer, i konstruktionerne men også i de menneskelige relationer”. Samtale med en af verdens største nulevende arkitekter, italienske Renzo Piano.

Af JESPER STORGAARD JENSEN

ROM – ”Arkitekten har bedt mig spørge, om De ikke vil gøre os selskab inde i cafeen?”, siger Renzo Pianos assistent og indikerer Piano selv og hans tre samtalepartnere gennem cafeens store glasparti. De sidder om et bord og er i gang med, hvad der ligner en god frokost. Jeg vil ikke trænge mig på og svarer derfor, at interviewet sagtens kan vente til efter endt frokost. Pianos tid er imidlertid knap, og hans assistent insisterer derfor.
Således går det til, at jeg pludselig dumper ind i Renzo Pianos frokostselskab. Han bekræfter straks sit ry som en venlig og imødekommende person, og for at byde den udefrakommende danske skribent velkommen, drejer han straks samtalen over på dansk arkitektur. Piano var i Danmark for få år siden og besøgte ved den lejlighed bl.a. Louisiana Museum, som han begynder at tale om med begejstring: ”Det er et pragtfuldt sted. Det er et forbilledligt eksempel på vellykket museumsarkitektur, brugen af lyset, bygningens labyrintiske form, haven omkring museet, bugten … et pragtfuldt sted”. Herefter underholder han den lyttende gruppe med historien om, hvorfor Louisianas stifter, Knud W. Jensen, valgte netop det navn til museet.

VI befinder os i Roms Auditorium, som Piano selv er ophavsmand til. På et område, der tidligere var en slags uopdyrket brakland, et godt stenkast fra Tiberen i Roms nordlige del, skød der i perioden 1994-2002 langsomt tre fascinerende billeformede koncertsale op. Tilsammen fik de navnet ”Musikparken Auditorium”, der i dag har udviklet sig til et sandt kulturcentrum, hvor der hver måned afvikles et væld af koncerter, forfattertalks, foredrag, teater, undervisning mv.
Piano var således på hjemmebane, da han aftenen inden vort interview trådte ind på Auditoriets næststørste scene foran 1.500 spændte tilhørere for at fortælle om, hvorledes han opfatter arkitektur, naturligvis med udgangspunkt i egen professionelle løbebane og egne projekter.
Renzo Piano er født i 1937 i Genova. Familiealbummet er spækket med arkitekter og byggefolk, bl.a. hans far, bror og onkel, og Piano fortæller, at han i store dele af sin ungdom ”lå og rodede rundt i forskellig sandbunker på byggepladser, hvor familien Piano var i gang med at opføre bygninger”.
I 1964 færdiggjorde han sin kandidateksamen i arkitektur ved Milanos Tekniske Universitet, og syv år senere – da Piano blot var 34 år – vinder han sammen med den britiske arkitektkollega Richard Rogers den internationale licitation om opførelse af Pompidou-Centret, et museum for samtidskunst i hjertet af Paris. Piano selv betegner Pomdidou som en af sine største triumfer, og samtidig siger han: ”Når jeg tænker tilbage på dette projekt, får jeg af og til følgende tanke: det var da fuldstændig vanvittigt, at Richard og jeg, to så unge hvalpe, fik tildelt en så stor opgave”.
Men opgaven blev løst med bravour, og i 1977 fik pariserne deres kulturcenter og museum, der i de første 30 leveår har haft over 150 mio. besøgende.
Dette projekt blev samtidig en slags trampolin, til hvad der siden er blevet en af den moderne arkitekturs mest opsigtsvækkende og imponerende karriereforløb. Listen over prestigeprojekter, som Piano har signeret, er omtrent lige så imponerende som den æstetiske udformning og den leg med lys, former og funktionalitet, som generelt kendetegner hans projekter. I flæng kan nævnes Kansai Internationale Lufthavn i Japan, rekonstruktionen af Potsdamer Platz i Berlin (under hvis udførelse Pianos byggeteam fandt intet mindre en otte ueksploderede russiske bomber fra 2. Verdenskrig), Aurora-skyskraberen i Sydney, Hermes’ hovedsæde i Tokyo, udvidelsen af Morgan Library i New York (færdiggjort i 2006 og straks præmieret af det britiske livsstilsmagasin Wallpaper som en af sidste års smukkeste nye bygninger), Paul Klee-museet i Bern og Kulturcentret i Ny Kaledonien, Genovas nye havnefront og mange andre endnu.
Piano er kendt som en utrolig alsidig arkitekt, en sand mester i det vanskelige mix mellem teknologi og håndværk. Hans stadige – og stædige – søgen efter nye løsninger og nye (og lette) materialer har givet ham prædikatet ”high-tech arkitekt”. Denne konstante søgen har givet sig udslag i fortsatte eksperimenter med materialer og processer. Som han selv siger, ”bag alle mine projekter findes en historie om eksperimenter med teknologien, med materialer, med former. Når samfundet omkring dig konstant forandres, er du tvunget til at følge med. Uden fornyelse og uden eksperimenter er du død”.
Omvendt lægger Piano ikke skjul på, at det basale, det håndværksmæssige, dvs. det håndværk man ser på byggepladsen, fortsat tæller. Han erklærer, at han elsker byggepladsen, ”der er et fantastisk sted, hvor alt er i forandring og i bevægelse”.
Et andet piano’sk varemærke er letheden og fleksibiliteten. To dyder som han ikke kun søger i valget af materialer men også i de menneskelige relationer, hvilket han flere gange, næsten højtideligt, understreger under sit foredrag. Hans hensyntagen til de naturlige elementer – vand, lys, vind og atmosfæriske forhold i det hele taget – er nærmest legendarisk, og Pianos insisteren på miljø- og antropologihensyn i projektering og opførsel har derfor placeret ham som en af vor tids fornemmeste fortalere for nødvendigheden af bæredygtige arkitektur.
Har man haft fornøjelsen af at bladre i en bog med Pianos projekter, vil man bemærke en slags rød tråd: brugen af det naturlige lys, bygningernes gennemsigtighed, deres storhed – der aldrig bliver hverken bizar, arrogant eller fremmedgørende, men som synes udelukkende at tjene æstetikken – samt en utrolig alsidighed i hans projekters udformning.
Disse dyder synes for alvor at have gjort indtryk på bl.a. amerikanerne i de senere år. Alene New York tæller for øjeblikket tre store Piano-projekter, hvoraf det mest prestigefulde er New York Times’ nye hovedsæde, en 52-etagers bygning hvis facade vil være fuldstændig glasbeklædt.
Der skulle med andre ord være beskæftigelse nok et stykke ud i fremtiden til de ca. 100 arkitekter, som Renzo Piano Building Workshop beskæftiger i henholdsvis Genova og Paris. Listen over Pianos hædersbeviser er alenlang. Her skal således blot nævnes, at han siden 1994 har været UNESCO arkitekturambassadør, og at han i 1998 fik tildelt the Pritzker Price, den højeste anerkendelse inden for arkitekturfaget. Det kan derfor ikke undre, at Piano nyder en utrolig popularitet i hjemlandet. Og det til trods for at han har boet i Paris i de sidste 20 år. Et eksempel på denne popularitet er det italienske månedsmagasin Class, der for nylig bragte en liste over ”de 100 mest succesfulde italienere i udlandet”. Renzo Piano blev tildelt førstepladsen.

PIANO-gruppens frokost er ved at være færdig. Renzo Piano lægger en hånd på min arm og siger med et glimt i øjet: ”Nu sender vi disse venlige mennesker bort, og så går vi i gang med vort interview”.
- Vi kan jo passende tage udgangspunkt i Deres foredrag i går aftes. Titlen var ”Hvad er arkitektur?”
”Det er et spørgsmål jeg har forsøgt at finde svar på i nu snart 30 år. Arkitekturen er helt sikkert et af verdens ældste erhverv. Efter at urmennesket havde stillet sin sult, var det næste, han tænkte på, at bygge en hytte. Dér starter arkitekturen. Så plejer jeg også at sige, at arkitekturen er som et isbjerg. Bygningen, du ser, er materialer, teknologi og kunsthåndværk. Men nedenunder ligger der mange andre ting: et steds historie, dets geografi, miljø, antropologi, videnskab, det omkringliggende samfund. Arkitekturen er alt dette. Arkitekturen spejler sig i det omgivende samfund og dets historie. Arkitektur er ligeledes afsmitning fra andre kunstneriske områder og evnen til at modtage en påvirkning fra disse områder. Endelig er arkitektur også, i hvert fald for mit vedkommende, evnen til at lytte. Lytte og forstå. Det er uhyre vigtigt, at en arkitekt ikke straks pådutter opdragsgiver sin egen stil og sine egne ideer. Det er der desværre mange eksempler på. Derfor har vi arkitekter også et kæmpeansvar. Hvis du har fået en dårlig bog mellem hænderne, kan du sige, ’den gider jeg ikke at læse’, eller du kan slukke for et dårligt tv-program. Men når først den dårlige arkitektur står der, kan den ikke ignoreres. Arkitekter er i sandhed et farligt folkefærd”.
- Under foredraget sagde De, at arkitekturen er modsætningsfuld. Hvad mente De med det?
”På den ene side er arkitektur i høj grad en søgen efter orden og efter geometrisk og matematisk præcision. På den anden side skal du være fandenivoldsk. Hvis du ikke er det, har du ikke en chance for at ’overleve’. Du skal med andre ord have mod til at sætte dig op imod eller gå ud over nogle historiske bånd. Det gælder særligt for os europæere. Når vi bygger, er vi stort set altid påvirket af vor lange historie. Det kan være en velsignelse, men det kan også være en tragedie i de tilfælde, hvor historien virker lammende. Borges, som jeg sætter meget stor pris på, sagde, at ’al kreativ virksomhed er som en balance mellem glemsel og hukommelse’. Det synes jeg er meget rammende”.
- De nævnte før andre kunstneriske områder som inspirationskilder. Hvilke er de i Deres tilfælde?
”Det er med arkitekten nøjagtigt som med andre skabende kunstnere. Du søger i livets store kunstneriske guldgrubbe inden for litteraturen, maleriet, musikken osv. Det gør alle kunstnere. Det skal de gøre. Man skal lade sig inspirere af andre kunstneriske udtryksformer, ellers bliver kunsten steril. Den bliver en kedelig stiløvelse. Man skal helst være sådan lidt Robin Hood-agtig, og det er faktisk positivt ment. Da arkitekten ikke kun er arkitekt men også historiker, antropolog, topograf, videnskabsmand osv., må han nødvendigvis ’stjæle’ fra disse områder”.
- De har tidligere udtalt, at en af arkitekturens fornemmeste opgaver er at skabe positive følelser hos folk. Hvordan gør den bedst det?
”Arkitektur er kunsten at vække positive følelser i mennesker, akkurat som musikken. Det kan man gøre på mange måder. Jeg vil først og fremmest pege på brugen af det naturlige lys, men også et steds gennemsigtighed, som her hvor vi nu sidder. Gennemsigtighed er ikke kun en æstetisk dimension men i lige så høj grad en moralsk dimension. På den måde kan man sige, at en arkitekt ved opførelsen af en given bygning lægger op til en bestemt type adfærd hos dens brugere”.
- Tænker De her på New York Times’ nye hovedsæde?
”Ja, blandt andet. Det er jo helt oplagt, at en af verdens førende aviser får et gennemsigt hovedsæde. Det er en metafor, der sender nogle vigtige signaler. Stueetagen har vi valgt at gøre fuldstændig gennemsigtig. Her har vi anlagt en have med birketræer. Det betyder, at når man står på 40. gade, kan man se gennem bygningen over på 41. gade. Denne gennemsigtighed giver en følelse af, at bygningen tilhører byen. En by kan ikke tillade sig hermetisk lukkede – ja, jeg vil næsten sige egoistiske – bygninger. Nye bygninger skal indgå i dialog med de eksisterende”.
- A propos positive følelser, hvilke er så Deres egne følelser, når De efter 5-10 års arbejde ser et projekt færdiggjort?
”Min første følelse er altid en stor bekymring. Hvad nu hvis jeg har begået en fejl? Hvad hvis noget er gået galt? Dernæst er det glæden ved at se, at en bygning blive brugt, følelsen af at en bygning er elsket. Dette er vigtigt for mig, selvom jeg ikke betragter mig selv som hverken romantiker eller nostalgiker. Noget, jeg altid har gjort og stadig gør, når en ny bygning er blevet åbnet for offentligheden, er at ’gemme mig’. Så står jeg og lurer bag hjørner uden at sige noget. Der står jeg så og betragter folks ansigter. Særligt kvinders og børns, ja måske allermest børnenes ansigter. De er som en åben bog. Du kan tydeligt aflæse, hvad de imponeres over, eller hvad de eventuelt ikke bryder sig om. Sandheden om arkitektur er imidlertid, at du først efter nogen tid kan bedømme, om den nu også er god. Den skal have tid til at bundfælde sig”.
- Et af Deres aktuelle projekter er London Bridge Tower, der med sine 306 meter bliver Europas højeste bygning. Skræmmer sporerne efter 11/9 ikke?
”Jeg var i New York, da attentatet mod Twin Towers fandt sted. Samme dag havde jeg et møde med New York Times’ direktør. Han sagde, ’Renzo, vi fortsætter byggeriet’, og det var jeg helt enig i. Vi kan og må ikke give efter for denne form for terrorisme. Vi kan jo ikke begynde at bygge vore byer om til bombesikre bunkers. Der findes ikke noget arkitektonisk svar på disse trusler. Der findes kun politiske svar. Vi arkitekter kan begynde at gøre de høje bygninger mere sikre, fx med separate elevatorer til brandfolkene. London Bridge Tower vil blive konstrueret til at kunne rumme 6-7.000 personer, ikke flere. Et højere antal vil give en ukontrollabel dimension”.
- Ville De gerne have haft mulighed for at bygge på Ground Zero?
”Jeg har lige siden attentatet sagt, at man ikke straks skulle begynde at bygge på et område, som mange af de pårørende anså som en kirkegård. Samtidig er jeg dog overbevist om, at man før eller siden atter må bringe liv, der hvor der tidligere har været død”.
- Hvad er Deres kendskab til dansk arkitektur?
”Det er naturligt for mig at pege på Utzon. Han er en af den moderne arkitekturs giganter. Jeg var virkelig glad, da han fik overrakt Pritzker Price (i 2003, red.). Jeg har altid forsvaret ham, også i forhold til den australske premierminister, dengang bølgerne om Sydney Opera House gik højt. Det er i sandhed en enestående bygning. Så vidt jeg ved, har han trukket sig tilbage og lever på en spansk ø (Mallorca, red.). Det, der slog mig ved Danmark under mit sidste besøg, er, at der synes at være en generel høj kvalitet inden for en række forskellige områder, også inden for arkitektur. Tag fx en bygning som SAS-hotellet i København af Arne Jacobsen. Det er en bygning som trods sit normale udseende har en høj arkitektonisk kvalitet. Og så holder jeg meget af den nordiske indstilling. Der er ingen prima donna-mentalitet. Det kunne vi italienere lære noget af”.

Foto af Renzo Piano: Stefano Goldberg
Foto Auditorium Roma: Moreno Maggi
Foto New York Times: RPBW










 
« Previous Page » top