Den omvendte verden

Veldrejet beretning om livet fra olding til baby

Francesco Piccolo
Tidens fortid
Oversat af Jesper Storgaard Jensen
104 sider, 198 kr.
Forlaget Politisk Revy

Anmeldt af Kristine Fjord Tolborg

Carlo og Teresa er forelskede. Tålmodigt nærmere de sig hver dag hinanden lidt mere, og selvom de er gamle, har de tiden for sig. Med hjælp fra videnskaben er den gamle verden blevet ny, og en væsentlig ulemper er blevet udbedret: Nu fødes man gammel og bliver yngre og yngre, indtil man dør som et lille barn. Således kan man, mens man er gammel, og fysikker er dårlig, bruge sin tid på at lave lektier, læse og studere, så man i stedet, når man bliver ung og fuld af energi, er fri til at nyde livet uden nogle forpligtelser overhovedet.

Livet gik præcist og nøjagtigt tilbage for at nå det punkt, hvor man med et udsøgt kendskab helligede sig unøjagtigheden, og alt der betød noget, var det, der skete i dag, og hvor meget det var i stand til at give nydelse. Intet andet.

Meget har ændret sig, og meget er forblevet det samme i den verden, Francesco Piccolo skildrer i “Tidens fortid”, hans første bog på dansk. De gamle børn keder sig, mens de unge forældre ustandselig har travlt - nu ikke pga. arbejde, men fordi deres liv går med at se vennerne og more sig uden børnene. Nu er det at få børn det sidste, der sker, inden man går i ungdom, og afstanden mellem generationerne er derfor blevet endnu større end før, og der er om muligt endnu mindre kontakt mellem dem.
Mens tempoet langsomt stiger for Carlo og Teresa, forvandles deres tålmodighed til utålmodighed, og jagten på nydelse sætter ind. De gentager deres forældres mønstre uden at være klar over det, for fortiden forsvinder i glemsel. Der er ingen plads til erindring i den nye verden, man ser kun frem i evig forventning om den absolutte frihed og lykke:
“Livet åbnede sig foran dem som indkørslen til en motorvej”. Trods de gode intentioner med at vende tiden om runger der i den nye verden en tomhed under overfladen - sådan som det må være, når målet med tilværelsen alene er nydelse. Efterhånden som Carlo og Teresa bliver yngre, glider de fra hinanden. Det bliver klart, at man i frihedens, lykkens og nydelsens navn ikke kan tage hensyn til andre end én selv.
Bogen er blændende smukt skrevet og formår at fænge, selvom beretningen om Carlo og Teresas kærlighed forbliver skitseagtig, og de to hovedpersoner ikke rigtig træder i karakter. For meget tid går ganske enkelt med at beskrive det univers, vi befinder os i, til at kærlighedshistorien rigtig kommer til sin ret. Og den er ellers væsentlig nok som en modpol til den selvcentrerede og overfladiske levevis, der skildres. Den nye verdens spejlinger af den gamle er til gengæld klare og tankevækkende.