Tid og kærlighed i en omvendt verden

Interview med den italienske forfatter Francesco Piccolo, hvis novelle “Tidens fortid” nu foreligger på dansk

Af Jesper Storgaard Jensen

Tiden. Denne forunderlige størrelse som alt for mange føler, de har alt for lidt af, og som nærmest glider fra én - som fint sand der løber mellem fingrene på en varm sommerdag - lige som man føler, man havde haft held til at fastholde den med et kærligt favntag.

Tiden. Dette uregerlige bæst, der flår os væk fra en ubekymret ungdom, og som med sine savtakkede tænder gnaver løs i vores jordiske eksistens.

Tiden. Denne hastigt snurrende karrusel af begivenheder og hændelser, der tvinger os til at holde fast med begge hænder for ikke at blive slynget af med fuld kraft.

Tiden er her, dér og alle vegne og alligevel så luftig og lumsk og finurligt forsvindende, at vi aldrig kommer bare nogenlunde tæt på den.

“Men hvad nu hvis vi kunne modellere livet således, at tiden blev brugt på en mere hensigtsmæssig måde”, spørger vi måske os selv, sandsynligvis uden at vi fører tankeeksperimentet til ende.

Farvel til ungdommen
Det har den italienske forfatter Francesco Piccolo (f. 1964) imidlertid gjort i sin roman “Tidens fortid”. Her beskrives en verden, hvor man fødes gammel og vokser sig ung. I den nye verden har genteknologien gjort det muligt at vende op og ned på livets gang. Således stemmer fx. den stillesiddende skolegang perfekt overens med kroppens begrænsede energi. Først når arbejdslivet slutter, er den nye verdens mennesker helt på toppen af deres fysiske ydeevne, hvilket er helt i tråd med deres søgen efter en mere “økonomisk brug” af tiden. Med deres nyvundne energi kaster de sig ud i rejseaktiviteter, seksuallivets glæder og en ubegrænset nydelse af livets andre herligheder.

Men hvordan fødes ideen til en sådan historie, og hvorfor i det hele taget føre tankeeksperimentet til ende?

“Ideen opstod, da jeg som 19-årig lige var blevet færdig med gymnasiet. Jeg havde således afsluttet en periode med pligter, og skulle nu i gang med nye og større udfordringer. Denne overgang fra en tilstand til en anden fik mig til at skrive en kort historie på 3-4 sider, som jeg dog hurtigt lagde til side. Først en del år senere, da min kone var gravid, dukkede historien op igen. Det var som om, den havde ligget og ulmet og nu insisterede på at blive skrevet færdig. Formentlig fordi jeg nu stod over for en endnu større forandring i mit liv. Med fødslen af vores barn ville ungdommen og tiden, hvor man ikke behøvede at tage ansvar og stilling til de store spørgsmål i livet, forsvinde for altid. Set i bakspejlet er fortællingen helt klart et forsøg på at holde fast i min egen ungdom”.

Tiden som statussymbol
Med sin kredsen omkring tiden og den mest optimale udnyttelse af den, ramte “Tidens fortid”, da den blev udgivet i Italien for to år siden, et emne, der nu har været højaktuelt i Italien i de seneste år: tiden betragtet som status symbol. Italienske blade og aviser bringer jævnligt temaartikler om tiden, som var den en næsten håndgribelig luksus. Det har nærmest været en nationalsport blandt journalister, sociologer og andre intellektuelle at give opskrifter på, hvordan man får hold på tidens flygtighed. Kan det tænkes, at ideen til “Tidens fortid” også er opstået som følge af en ubevidst påvirkning fra en mediemæssig tidsånd?

“Muligvis, men ikke kun. Bogen beskriver en verden med en mere økonomisk brug af tiden, dog mest ud fra et praktisk synspunkt. Ud fra et mere teknisk synspunkt kan man sige, at bogen også belyser, hvordan den teknologiske udvikling udgør et redskab, hvormed vi har mulighed for at vinde mere tid. Alle fremskridt i det moderne samfund er forbundet med en teknologisk udvikling. Til trods for at vi har fået betydelig mere fritid i de sidste 30-40 år, lever folk et stadigt mere stresset liv. Mulighederne i dag er nærmest uendelige, og mange mennesker har så meget at lave, at de nærmest lever to liv i et. Det er et centralt aspekt i bogen. Tiden er blevet noget primært, og jo mere af den man vinder, desto mere vil man have”.

Virkelig science-fiction
“Tidens fortid” har et science-fiction-mæssigt aspekt. Med den allerseneste teknologiske udvikling, fx. amerikanernes nylige udvikling af en kunstig livmor, fristes man dog til at sige, at den teknologiske udvikling i romanen ikke tilhører en ekstremt fjern fremtid. Men hvor slutter den reelle verdens muligheder, og hvor tager fantasiens verden over?

“Ud fra et teknologisk synspunkt berører bogen først og fremmest en manipulering af den genetiske udvikling, hvilket allerede finder sted i dag. Da jeg startede på “Tidens fortid” havde jeg ingen planer om at beskrive en uvirkelig science-fiction. For selv om en sådan kan være både stimulerende og skræmmende, giver den også en følelse af tryghed, fordi læseren tænker, at noget sådant aldrig vil kunne finde sted. Jeg har derimod gjort et forsøg på at beskrive en mulig fremtidig virkelighed, en form for realiserbar science-fiction, der netop ikke gør læseren tryg”.

Kærligheden tabt og genfundet
Tidens fortid fortæller også historien om Carlo og Teresa, der mødes, betragter hinanden, rører hinanden, forelsker sig, lever sammen, skilles og så finder sammen igen mod slutningen af deres liv. På et fremskredent tidspunkt i deres liv er øjeblikket kommet, hvor de må skilles, og “alle kender dette øjeblik”. Historien om den bristede kærlighed i romanens nye verden virker noget sørgmodig, fordi den beskrives som et forløb alle skal igennem. Er kærligheden i den nye verden mere besværlig?

“Jeg ville vise, at når man vender tiden på hovedet, bliver også kærligheden vendt på hovedet. I vores verden sker forelskelsen først i livet, i den nye verden først hen mod slutningen af det. Med tingene vendt på hovedet, ser man dem ofte på en mere klar måde, hvilket også gælder for kærligheden. Carlo og Teresa har ikke held til at leve sammen hele livet. Det samme gælder i vores verden, hvor mennesker konstant mødes og skilles. Mit kærlighedsbudskab er altså ikke nødvendigvis negativt. Romanen reflekterer ikke over kærlighedens forløb, men jeg har valgt at fylde historien med stimuli, således at læserne kan drage deres egne konklusioner”.

En søgen efter ungdom
I den vestlige verden øges tempoet konstant som følge af ny teknologi - internet, elektronisk post og mobiltelefoner. Vi skal følge med og være på forkant. Samtitid erobrer overfladiskheden hele tiden nyt terræn. “Dyder” som skønhed og ungdom er i højsædet mere end nogensinden før. Er det i virkeligheden ikke et desparat forsøg på at skubbe døden fra os?

“Jo, og det er et aspekt jeg har lagt meget vægt på i bogen, denne konstante søgen efter ungdom, eller, om man vil, mangelen på accept af tidens gang. Jo længere vi forbliver unge på en ubetænksom måde, desto mere føler vi os i stand til at holde døden fra livet. På den måde bliver alle vore mange sideløbende aktiviteter en illusion om, at vi udnytter tiden bedre. Jeg bruger med vilje udtrykket illusion, for når tiden fyldes til bristepunktet, går den også hurtigere. Vores tusinde gøremål er altså et tveægget svær. Faktisk mener jeg, at det jeg kalder tidsgalskaben er en stor fare for forfattere, der qua deres tankevirksomhed og intellekt, skal være skabende. Forfatteren må være absolut fri for følelsen af, at han pine og død skal udfylde tiden med tusinde ting. Dagdriveriet og eftertænksomheden er begge tilstande, der fører til den ægte kreativitet. Jo mere stress, desto mindre kreativitet”.

Det sidste tabu
Døden siges at være den vestlige verdens sidste tabu. I en fortælling om livets gang vendt på hovedet må døden nødvendigvis dukke op før eller siden som enten hoved- eller biperson. Men
hvorfor lader vi ikke bare den stakkels død være i fred og så leve vores liv så godt vi nu kan?

“Vi kan ikke komme uden om døden. Den udgør et vigtigt element i bogen. Måske derfor registrerer nogle læsere en følelse af uro, ligesom nogle måske vil finde bogen lidt ‘farlig’. Døden er til stede både i starten og slutningen af bogen. Den beskrive døden på en meget konkret og synlig måde, uden af den grund at fortolke den. Dog beskrives døden som nærværende. I bund og grund er det tåbeligt at foregive, at døden ikke findes. Jeg mener, at bevidstheden om dødens eksistens i virkeligheden er en handling, der viser ansvarlighed. Faktisk mener jeg også, at bevidstheden om døden gør os mindre individuelle og mere kollektive som mennesker. En sund bevidsthed om døden gør en person mere klarttænkende, den giver vedkommende en følelse af at være en del af noget større, hvortil han eller hun skal videreføre og bidrage med noget fra sin egen lille ubetydelige verden”.